Interview between Trine Søndergaard and Merete Pryds Helle (text in Danish)

Umiddelbart før åbningen af sin soloudstilling Nearer the Time i Martin Asbæk Gallery, mødtes Trine Søndergaard med forfatteren Merete Pryds Helle til en samtale udgangspunkt i den fotografibaserede kunstners mangefacetterede praksis. Den er vi nu stolte af at kunne præsentere.

Interview Trine Søndergaard, Nearer The Time

Merete Pryds Helle, København 2019

Jeg kommer fra en tavs verden. En verden uden ord, så fotografiet blev et sprog for mig. Det at lave billeder blev en måde at formulere noget, jeg følte var rigtigt og vigtigt og sandt, og det har altid været en proces at forstå det og sætte ord på det bagefter. Det, jeg søger, er genklang og spejling. Fotografiet er min måde at undersøge verden og forsøge at forstå de ting, der er uafklarede for mig, det der gør mig nysgerrig eller som jeg har et mellemværende med.

Når jeg fotograferer, viser jeg, hvordan jeg er tilstede i verden. Den flydende bevægelse imellem at være alene med sig selv og være sig selv sammen med andre. Det er et forhold, der optager mig meget. Vi mennesker ser jo alting, og vi ser alle det samme; men det vi lægger mærke til eller dvæler ved er ufatteligt forskelligt. Det spejler vores personlige perspektiv.

Jeg har en følelse af, at når jeg fotograferer, kan jeg se igennem de lag af ønsker og drømme og forestillinger, vi ser med, for kameraet fæstner bare det, der findes, det registrerer kun. Med kameraet kan jeg lede efter sandheden bag forestillingen, med den udfordring at alle, måske endda trærødderne, bliver selvbevidste, når kameraet rettes imod dem. Med kameraet lytter jeg efter virkeligheden og fremelsker den igennem arbejdet med billedet.

Kameraet ser ikke forestillinger og drømme, det ser tingene som de virkelig er, det skildrer kun den ydre verden. Derfor kan fotografiet stå rent. Fotografiet skal rumme en form for autenticitet, hvor jeg lader tingene være, som de er, men til gengæld retter opmærksomheden mod noget, der ikke umiddelbart er noget. Det store familieportræt i denne udstilling peger bagud på antikken; de lukkede øjne, der er noget tilsløret og gemt, der gør, at de bliver en krog til andre billeder.

Det med sandhed har at gøre med at fotografere mennesker. Mine fotografier på denne udstilling tager udgangspunkt i tanker om tiden, og hvordan vi arver igennem generationerne. De handler om, hvem vi er. Der er så meget i os, der ofte findes på et ubevidst plan. Vi har en masse historier, vi fortæller os selv om os selv, og det er ofte historier, der kommer fra andre mennesker. Historier om, hvor vi kommer fra og om hvor vi skal hen. Jeg stiller spørgsmål til, hvor og hvordan vores livsperspektiv opstår og hvorledes fotografiet peger på det.

Når jeg fotograferer, ser jeg mulighederne i motivet for mig. Jeg ser noget, der har et større rum, en genklang, en større repræsentation. Jeg får øje på et motiv, fordi det spejler noget, jeg tumler med i mig selv. Når jeg har set noget, der fanger mit blik, hænger jeg det på en indre hylde; det kan være guldnakker, dragter, kniplinger, callus, det er alt sammen motiver, hvor jeg ser et potentiale, der rummer mere end det, der ses. Jeg ser en symbolik, noget jeg kan udfolde og dykke ned i. At lave portrætter af tildækkede ansigter som Strude-billederne fra Fanø var vanvittigt tiltrækkende. Det peger på sindet, på det, der ikke kan fotograferes.

Den nye Callus-serie forestiller egentlig træsår. Callus er noget, træet gør, når det bliver skadet, så vokser det ind over sig selv og forsøger at hele sig selv. Det er også et spejl for mig. Umiddelbart blev jeg fascineret af, hvordan formerne lignede de kvindelige kønsdele, men da jeg forstod at formen opstår ud af en helingsproces, ramte det mig og gav en dybere mening. Der taler de med familieportrætterne. Det med, at der sker gode ting og dårlige ting i vores liv. Vi bliver udsat for ting og forsøger at komme over det igen og heles. Det er smukt, det kan der skrives bøger om; hvordan man lever sit liv og kommer overens med det. Både det man kunne styre og det man ikke kunne styre.

Callus er jo, hvad de er. På den måde er billederne sande, men de er også manipulerede, fordi de er skrabet fri. De er sande ligesom øret i græsset i David Lynchs film Blue Velvet; de er en lille ting, der indeholder en større sandhed.

Normalt går vi bare forbi ting i græsset. Jeg fik øje på træformationerne, fordi jeg var på en måneds ophold på kunstnerrefugiet Marble House Project i Vermont, hvor jeg gik rundt om mig selv uden at vide, hvad jeg ville fotografere. Jeg fotograferede marmorblokke og natur og vandrede frem og tilbage til mit atelier. En dag så jeg en callus i græsset og tog et billede. Mens jeg lavede andre ting, så jeg flere calluser og tog flere billeder af dem. Jeg postede et af billederne på Instagram, og nogen skrev, at den var fræk, og jeg tænkte: Hvad betyder det? Jeg begyndte at fotografere dem systematisk og skulle finde et bestemt tidspunkt på dagen at gøre det på, så jeg kunne få et ensartet lys. Pludselig opdagede jeg, hvor mange der var. De kom til syne fra det uanselige og blev til noget. Det vil sige; de er noget og ikke noget på samme tid. De balancerer på kanten til intet. I fotografiet lægger jeg dem ned i farve og gør dem lidt hemmelige. Jeg følte mig som en arkæolog, der gik rundt og fandt guld i græsset.

Callus opstår på rødderne. Fordi der er så meget marmor i jorden, ligger rødderne yderligt, og fordi der er græs omkring dem, bliver rødderne snittet af græsslåmaskinerne. Da jeg begyndte at se dem, skubbede jeg græsset til side, og folderne kom frem. De bløde, organiske former, der folder sig ind og ud i et utilregneligt forløb. Træet forsøger at reparere sig selv, hvor det er blotlagt, såret og sårbart, det forsøger at gro ekstra hud. Det er smukt og er et parallelbillede på en proces i vores menneskelige liv, jeg ikke kan tage et billede af. Callus bliver et konkret og visuelt billede på noget, der er i mit og i alles liv. De sår, vi forsøger at hele, kan ikke ses, fordi det er en proces. Vi prøver alle at hele sår, og vi tager form og får udseende efter de sår, vi har fået mentalt eller fysisk. Og ligesom alle vi mennesker er unikke er hver callus forskellig fra de andre som et fingeraftryk.

Skønhed er i princippet frygteligt, for et udseende er jo hverken godt eller dårligt. Det er en naturlig proces at være menneske, at man bliver traumatiseret og kan møde det. I mit eget liv har jeg forsøgt at holde modgangen som en bold imellem mine hænder, som jeg måtte møde og tackle. Det gør en kæmpe forskel at flytte udfordringerne stykke ud fra sig selv, så det bliver noget, der kan anskues fra flere vinkler.

Det interesserer mig, hvordan folk, der er blevet traumatiseret og måske har oplevet stor sorg, sygdom eller har mistet lemmer, rejser sig og udretter noget stort, og hvad det er der gør, at nogen hæver sig op over deres arv. Jeg tænker det har at gøre med bevidsthed og distance; at man kan opnå et lag af bevidsthed, der hæver en op til der, hvor man kan anskue sine egne problemer fra flere vinkler som en ting, man holder ud i armene. At bevidstheden er en trappe man kan gå op ad, og ovenover trappen er der flere lag.

Det er også sådan, når jeg har fotograferet et motiv; det skal modnes og jeg skal bevæge mig imod det for at få bevidsthed om, hvad det betyder. Jeg tager et billede af noget, men når jeg får det op på skærmen eller ud på papir, og altså holder det ud fra mig, kan jeg overskue det og se det udefra.

Som kvinde syntes jeg, det var interessant med ligheden mellem callus og de kvindelige kønsdele, for vi ser ikke vores kønsdele, hverken vores egne eller i de billeder, vi møder i verden. Kun i pornografien. Det er svært at kigge på det, det er svært at dvæle ved. Det tilhører et intimt rum, man kun deler med sig selv og sin partner, og det føles forkert, hvis det foldes ud i et offentligt rum.

Som med det at være menneske er kønnet ladet med drømme, forestillinger og fantasi; og det jeg altid vil, er, at se igennem forestillinger, drømme og fantasier ind til noget, der er sandt. I callus bliver formen et legalt rum for iagttagelse, hvor drømme og fantasier er filtreret fra, så det sande kommer frem. Det bliver et spil mellem det konkrete og fantasien; vi ser en træstub, og vi ser forestillingen om et køn.

Billedforvirringen og kompleksiteten åbner for muligheden af at gå ind i billedet, ind i et rum, man kan reflektere i. Når fotografiet kommer op i format som på denne udstilling, bliver det løsrevet fra det overskuelige og aflæselige. Vi ser så mange billeder hele tiden, og det meste kender vi til hudløshed. Der er så meget indbygget æstetik, vi kender ud og ind, det er sjældent vi ser noget, vi ikke kender. Men når vi gør, kan vi i et splitsekund miste fodfæste, og den måde, vi ser verden på, kan blive rokket. Det er genkendeligt og så alligevel noget helt andet. Der er et andet lag, et kig ind til et mellemrum, som kan blive et lille sted, hvor man kan være. Bare lige være lidt uden at skulle videre. Hvor man kan få lov til at dvæle og have en tanke.

Indtil denne udstilling har jeg hovedsageligt fotograferet med det samme analoge kamera. Verden så dejlig ud igennem det kamera. Men jeg begyndte at få problemer med, at processen omkring det analoge er blevet så langsommelig, og at jeg var afhængig af andre mennesker for at få billederne fremkaldt. Jeg lavede flere forsøg med mit analoge kamera og et digitalt kamera og blev overbevist om, at det ikke var kameraet, men mig, der lavede billedet. Samtidig er jeg stadig meget forsigtig med den hurtighed, det digitale indbyder til, for billedet skal være en proces, der tager tid.

Det analoge er umiddelbart blødt og rundt i sit æstetiske udtryk. Det digitale er skarpt; næsten for skarpt. Hvor det analoge har en medfødt æstetik, er det digitale anderledes, men giver også andre muligheder. Jeg ville aldrig kunne have lavet callus-billederne fra Vermont med et analogt kamera, fordi jeg så ikke umiddelbart kunne se, hvad jeg lavede. Jeg gik tilbage til trærødderne og fotograferede om mange gange over lang tid. Jeg har eksperimenteret med lyset hen over dage, med afstand, vinkler og dybdeskarphed. Det digitale giver et fantastisk workflow, hvor jeg ikke er afhængig af andre. Da jeg var ung, stod jeg selv i mørkekammeret, men det har jeg ikke gjort i mange år, så jeg føler også, at der er noget i processen, jeg erobrer tilbage.

Udfordringen ved det digitale er de mange muligheder. Man har et udgangspunkt, og så er der uendelige muligheder. Hvor det analoge måske tilbyder 10 muligheder tilbyder det digitale 100.000. Så det digitale kræver mere arbejde for at virke raffineret.

Jeg framer stadig mit digitale kamera kvadratisk som det analoge, så jeg ikke skal oversætte inde i mit hoved, men kan fotografere som jeg plejer. Alle callus-billederne er derfor fotograferet kvadratisk, men jeg gav slip på det i arbejdet med dem, fordi det ikke passer til billederne. Der blev for meget luft omkring motivet. I det rektangulære bliver der harmoni i den luft der er omkring motivet, og det giver mening æstetisk.

Æstetisk mening er naturlighed. Billedet er vægtet og i harmoni, når jeg har beskåret det. Det finder en balance i sig selv. Disse callus er fritskrabede, og for at få det til at se roligt og naturligt ud, når de lægges ned i farve, skal der være en balance. Farve, mørke og motiv skal være en treenighed.

Også i træfarven er der mange farver, og derfra kom ideen med at lægge dem i farve. Jeg vælger farverne intuitivt, men når de bliver så mørke, som de er blevet, findes der kun et begrænset farvespektrum. Det gør det udfordrende at få det til at se harmonisk ud. Der er også harmoni i mørket, det falder ned og falder ind og skaber en koncentration, hvor jeg kan præcisere. Alle callus-billederne ligger i et farvespektrum, hvor de changerer med hinanden, men uden at gøre opmærksom på sig selv. Jeg kan lide at der er forskelligheder. Det er serielt, men i det serielle er der forskellighed.

Det handler om forholdet mellem lys og mørke. Det er spændende at ramme det punkt, hvor tingene kommer til syne; hvor man ser på billedet og lige skal stå en stund med det, før man finder det og det giver genklang i én selv.

Læs mere om udstillingen her.

(vist billede: Callus #1, archival pigment print, 2019)